Jeg har stort set ikke hørt musik, siden jeg rejste ud. Der er simpelthen intet af det, jeg plejer at høre, der passer til det, jeg har oplevet her på Bali. Og da slet ikke nu hvor mit liv for alvor er begyndt at tage en spirituel drejning. Det ændrer sig, da jeg møder Abel, en amerikansk tandlæge i 60’erne, som lever det spirituelle hippieliv, når han ellers kan slippe væk fra tandlægeklinikken hjemme i Los Angeles. Han kalder Bali for et af de steder i verden, hvor man kan komme tættest på guderne. Og han siger, at han kender en af vejene til at møde dem: Gennem kirtan-musikken.

For nogle få måneder siden ville jeg garantet have affejet kirtan-genren som en fæl omgang new age-hørm. Det paradoksale er, at jeg helt sikkert også ville have disset den for at være overfladisk og letbenet, men i virkeligheden er den spirituelle kirtan-musik alt andet end det. Jeg skal med til kirtan om et par dage hos en af Abels venner, en australsk forfatter, og Abel har lovet at give mig en grundig introduktion først, så jeg er godt forberedt.

”Kirtan er en spirituel praksis, hvor man synger, chanter og lovpriser det guddommelige. Men kirtan kan også hjælpe dig med at komme dybere ind til kernen af dig selv. Det er en måde at opnå selvrealisering på,” fortæller Abel, mens vi går ud til en af Ubuds allerbedste caféer og økologiske spisesteder, der ligger midt i rismarkerne, og som kun er tilgængelig via en smal sti.

”De indiske rishier fandt ud af, at lyde påvirker kroppens energibaner, og at lyd derfor kan bruges til at balancere kroppens celler, så vi kommer i harmoni med os selv. Nedenunder den lyd, som du kan høre, er der en indre puls, som din krop opfatter. Den puls rører ved din kerne. På den måde bliver musikken tæt forbundet med sjælen. Kirtan går netop ud på at få kontakt med sjælen. Man siger derfor, at kirtan er sjælens sang.”

Kirtan har længe været en del af Indiens bhakti-tradition, fortæller Abel. Bhakti er en yoga-praksis, hvor man overgiver sig til hjertet, og det er præcis, hvad man gør, når man hengiver sig til kirtan. Og fordi det falder de fleste mennesker rimelig nemt at overgive sig til et stykke musik, så kan kirtan været et godt sted at starte for folk, der har svært ved at give slip på deres følelser og være tilstede i nuet.

Vi sætter os på en stak bambusstammer, der ligger ved fødderne af et par palmetræer. Det er midt på dagen, så palmebladene giver lidt skygge for solen. Vi drikker af det medbragte vand.

”Når vi selv spiller eller lytter til musik med hele vores opmærksomhed, når vi giver slip og overgiver os til musikken, så har vi frigjort os fra fortid og fremtid, så er vi tilstede i nuet. Når vi har frigjort os fra sindets begrænsninger, når vi er tilstede i verden, som den virkelig er, så har vi åbnet os for energien i musikken og energien i universet. Men det er ikke noget, vi kan gøre med hovedet. Det kan vi kun gøre med hjertet.”

”Men lad os chante lidt,” siger Abel. ”Det er jo, hvad man gør til kirtan.”

Abel siger lyden ’aum’, langsomt som i ’auuuuummmm’. Jeg falder ind og chanter med. Jeg chanter så dybt, at jeg kan mærke lyden, der rejser sig hele vejen fra maven. Abel kan chante meget længere end mig (mine tobaks-iltede lunger er i dårlig form), og han bruger særlig lang tid på ’m’-lyden. Det næsten kildrer i kroppen, når jeg lukker munden og messer ’mmmmmm’.

”Hvad mærker du nu?”, spørger Abel et par minutter efter, at vi chantet og siddet stille med lukkede øjne.

”Mens vi chantede og bagefter oplevede jeg det flere gange som om, at blev slukket for den indre støj i mit hoved. Som om jeg blev tanketom. Nu er tankerne tilbage, men jeg har stadig en rar fornemmelse i kroppen.”

”Præcis, det er det, der sker, når vi chanter. Der bliver, som du siger, slukket for den indre støj, som vores sind hele tiden bombarderer os med. Selv problemer, der tynger os, vil forsvinde for en tid, og vi vil i stedet opleve at være fyldt med kærlighed og fred. Men det er ikke kun, når vi chanter, og musikken spiller, at vi kan have det sådan. Lige efter at musikken er stoppet, kan der være en næsten magisk stilhed, hvor du virkelig kan mærke dig selv. Det er som at være i en meditativ tilstand.”

Abel fortæller, at det er for at opleve den meditative tilstand bagefter, at man aldrig klapper eller råber efter et nummer, men blot sidder i stilhed.

”Hvad er det for mantraer, vi chanter?”, spørger jeg.

”Mantraerne kommer fra vedaerne, de gamle hinduistiske skrifter. Det mest grundlæggende mantra af dem alle er ’om’-mantraet, som ifølge vedaerne er den lyd, som Gud sagde, da han brød stilheden og skabte universet. Der er mantraer til alt muligt. Mantraer, som du kan bruge, hvis du oplever modgang i livet, mantraer som sætter dig i forbindelse med det guddommelige, mantraer som skærper din koncentration.”

”Men hvordan skal jeg, som ikke er hindu, dog kunne forholde mig til hinduistiske mantraer?”

”Du behøver hverken være hinduist eller vide, hvad mantraerne betyder for at få udbytte af dem. Det er det gode ved det,” forklarer Abel.

”Den menneskelige stemme har det unikke særpræg, at den – i modsætning til alle andre instrumenter – virker indefra og ud. Når vi synger eller chanter, kan vi mærke lydens ræsonanser i kroppen. Det svarer til at massere de indre organer. Rishierne vidste præcis, hvordan lyde kan gennemtrænge kroppen og påvirke sindet, så de designede mantraerne, så vi i særlig grad bliver påvirket af dem. Mantraerne har en effekt på dig, når du chanter dem. Det er de designet til at have.”

Vi rejser os og går videre i tavshed til vi kommer til caféen, hvor jeg bestiller flamberet banan og jordbærjuice. Abel bestiller juice med brocolli, æble, selleri, lemon og honning, der ifølge menukortet virker rensende på kroppen.

”Som også kirtan kan være det,” bemærker Abel.

Abels ven, den australske forfatter, afholder kirtan en gang i ugen i det store hus, han har lejet nogle få kilometer fra Ubud. Jeg tager derud sammen med Abel på den scooter, som jeg lejede, efter at lej afleverede bilen tilbage i Denpassar. Bali er ikke et rart sted at køre i bil, trafikken er simpelthen for massiv. Man kommer meget hurtigere frem på en scooter.

Da vi ankommer til huset, er der fyldt med scootere på parkeringspladsen udenfor. Langs den 50 meter lange havegang står der masser af figurer af hinduistiske guder som Krishna, Brahma, Rama og Lakshmi. Ved indgangen troner en halvanden meter høj Buddha-figur udskåret i træ. Vi smider skoene i hallen og træder derefter ind i en kæmpe stue, hvor der er mindst 5 meter op til loftet. Et område på 3-4 kvadratmeter på gulvet er dækket til med blomsterblade og bloklys, der former et smukt og farverigt mønster. Resten af gulvet er dækket til med tæpper og puder. Foran blomsterdekorationen står instrumenterne klar. Dørene til haven er slået op, og gardinerne blafrer mildt i den varme aftenluft. Der dufter af røgelse. På en væg hænger billeder med symbolerne for hvert af de syv chakraer, og i et hjørne står en kæmpemæssig træfigur af den hinduistiske elefantgud Ganesha, som er særlig populær her på Bali, hvor den overvejende del af befolkning er hinduer. Alt er oplyst fra stearinlysene i de meterhøje kandelabre, der står placeret rundt om i lokalet.

Der er smilende og glade mennesker overalt. De fleste står og snakker sammen, men der er også andre, der er i gang med at give hinanden massage på gulvet. Nogle er ved at lave akro-yoga, en helt særlige yoga-asana-form, der – som navnet antyder – kombinerer den traditionelle yoga med akrobatiske øvelser. Jeg møder flere, som jeg kender. Vi giver hinanden dybfølte krammere og intense blikke. Abel lader til at kende rigtig mange. Han introducerer mig blandt andet til forfatteren, der lægger hus til. Vi hilser på hinanden med hænderne samlet foran brystet i den indiske namaste-hilsen og bukker hovedet let, mens vi smiler til hinanden. Mens Abel og forfatteren taler, går jeg videre for mig selv. Snakker med nogle af dem, jeg kender, og hilser på nye ansigter.

Der er masser af erotik i luften. Jeg forsøger at få øjenkontakt med en pige i et meget sexet hippie-outfit, der afslører nogle store bryster, men hun virker mere interesseret i en anden fyr, som står på hovedet med benene strakt op i vejret i en særlig krævende yogapositur. Jeg tager et æble fra et af de mange frugtfade, der står rundt omkring, skænker et glas kokosvand og sætter mig tilrette på en pude på gulvet tæt ved blomsterdekorationen. Anna, som lige er kommet, sætter sig ved siden af mig.

Musikerne er ved at gøre klar. Der er en, der spiller på tablas, håndtrommerne med den meget lyse lyd. En anden spiller på harmonium, den særlige hamonika i en trækasse med en bælg, der skubbes ud og ind med den ene hånd, mens man spiller med den anden. Endelig er der en guitarist og en bassist. Imens siver folk stille og roligt ind og sætter sig. Vi er vel 70-80 stykker samlet, vil jeg tro. Jeg spærrer pladsen på min anden side til Abel.

Midt for blomsterarrangementet og lidt foran musikerne sidder forfatteren. Han er kirtan wallah og skal lede os gennem denne kirtan. Han lukker øjnene. Det er et tegn til, at vi skal være stille. Jeg kigger rundt. De fleste ser ud som om, de mediterer. Jeg kommer til at tænke på scenen i Easy Rider, hvor hippiekollektivet i ørkenen skal til at spise efter en hård dag i marken, og kameraet panorerer fra ansigt til ansigt hele vejen rundt. Der er den samme spændte forventning i luften her.

”Auuuuummmm,” chanter forfatteren. Alle stemmer i. Jeg mærker hvordan lyden ræsonerer i min krop. Ikke bare mit eget ’aum’, men et super forstærket ’aum’. Abel fortalte, at det er oplevelsen af fællesskabet, når alle chanter med, der er noget helt særligt. Og jeg må indrømme, at det er en meget powerfuld oplevelse. Som om noget inde i mig retter sig op og bliver stærkt. Bagefter breder stilheden sig igen i rummet, og jeg mærker den samme meditative tilstand i kroppen, som jeg oplevede forleden.

Efter et minuts tid trækker musikeren med harmoniumet i bælgen og sender en droneagtig lyd ud i rummet, hvorefter de andre musikere stemmer i med deres instrumenter.

”Sachara Chara Para Purna Shivoham Shivoham,” chanter forfatteren så, hvorefter vi gentager mantraet. En kirtan er en call & response, hvor mantraet chantes skiftevis af kirtan wallahen og af publikum. ’Sachara Chara Para Purna Shivoham Shivoham’ betyder noget i retning af ’jeg er i alting, og jeg er komplet’. Anden halvdel af Shivoham-mantraet lyder ’Nityananda Swarupa Shivoham Shivoham’ og betyder ’jeg er Shiva, herskeren af den evige lyksaglighed’.

Der går ikke lang tid, før åndedrættet falder ind i rytmen, og det bliver ekstra nemt at chante med. Da det sker, begynder jeg også at mærke fornemmelsen af tidsløshed. Der er ingen udvikling i musikken eller måden, vi chanter på, intet klimaks. Det er som om, der hverken eksisterer en start eller slutning. Der er kun denne konstante strøm af lyd, der elektrificerer kroppen og sindet som en hypnotisk summen.

Da vi har chantet i jeg-aner-ikke-hvor-lang-tid, begynder musikerne at sætte tempoet i vejret. Chantsene bliver hurtigere og hurtigere. Lydtrykket bliver mere og mere massivt. Både det der kommer udefra, fra de andre, og det kommer nedefra maven og forplanter sig ud i kroppen. Stemningen er nu på kogepunktet. Jeg kigger rundt. Mange står og danser med armene i vejret, mens de chanter, nogle sidder stadig ned. Forfatteren har rejst sig. Han står og vrider kroppen fra side til side, mens han stadig chanter det mantra, som vi bliver ved med at gentage. Jeg har givet helt slip og chanter med så højt, som jeg overhovedet kan. Det er som at få kroppen renset igennem, som om der er noget helt vildt, der slippes løs og måske forlader den for aldrig at komme tillbage igen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i stand til at give slip på den måde uden at være på stoffer. Det er ufatteligt befriende. En smuk balinesisk pige begynder at danse rundt oven i blomsterbladene i slow motion. Hendes langsomme bevægelser får hende til at ligne en gudinde.

Forfatteren giver tegn til musikerne, der begynder at sætte tempoet ned igen. Da det sidste mantra og den sidste tone har klinget af, og der er helt stille i rummet, har nummeret vel varet i omkring 20 minutter. Jeg sidder med lukkede øjne og mærker den berusende fornemmelse, der summer i min krops fibre. Stilheden er monumental, men efterklangen sidder i sjælen som den reneste tone, der nogensinde er spillet. Fortiden og fremtiden er ophørt med at eksistere. Der er kun lyden af dette vidunderlige nu, som jeg ville ønske kunne blive ved for altid. Jeg føler mig så lykkelig, at jeg begynder at græde.

Abel bemærker, at jeg er mærket af stemningen og giver mig kram. Anna kysser mig på kinden.

Jeg har næsten ikke ord for, hvad der er sket, da vi et par timer efter står ude i haven og drikker kokosvand ved den oplyste pool. Kirtan er forbi, og det er ikke bare mig, der er mærket af oplevelsen. Alle folk virker som om, en eller anden fe har været forbi og drysset lykkepulver ud over os. Jeg har været til mange fantastiske koncerter i mit liv, men den her oplevelse er alligevel tæt på at slå alt andet af banen.

”Kom, lad os hoppe i vandet,” siger Abel.

Næ, tak du. Jeg sidder over. Det har været mit standardsvar, siden jeg var 15 år gammel, når jeg er blevet spurgt, om jeg har lyst til at vise min krop frem i fuld offentlighed. Jeg har faktisk ikke været på en strand uden også at have en T-shirt på i hele mit voksne liv. Abel spørger hvorfor. Det er 30 grader, nattehimlen er fyldt med stjerner, og der er en pool på størrelse med en tennisbane. Jeg gider ikke lyve og fortæller ham, at jeg har mindreværdskomplekser over min spinkle overkrop.

”Se her,” siger han.

Abel, som er en meget smuk mand, som selv yngre piger kan finde på at kigge efter på gaden, tager sine bukser af og blotter nogle vansirede og meget spinkle ben.

”Da jeg var fem år gammel, brændte det hus, som mine forældre og jeg boede i. Jeg blev reddet ud af flammerne, men fik en forbrænding, der var så slem, at jeg lå i koma i nogle uger og derefter var indlagt på hospitalet i flere måneder. Skulle jeg leve mit liv efter, hvad folk synes om mine deforme ben? Min krop – også mine ben – er en gave fra Gud, og den fortjener al den respekt, jeg kan give den.”

To piger i poolen jubler, da Abel tager sit tøj af og står splitternøgen på poolkanten og stolt viser sin krop med de arrede og deforme ben frem for dem. Han hopper i vandet og svømmer over til de begejstrede piger.

Anna kommer forbi.

”Nå, skal vi i vandet?”

”Det skal vi hvert fald,” svarer jeg og tager al tøjet af, stiller mig på poolkanten og viser mig frem, som også Abel gjorde det. Anna griner. Abel og pigerne i poolen jubler. ’Sachara Chara Para Purna Shivoham Shivoham,’ ’jeg er i alting, og jeg er komplet’ chanter jeg mig for selv og hopper i vandet. Anna hopper i og svømmer over til mig. Vi kysser hinanden.

”Hvor er du dog dejlig,” siger hun til mig.

”Jeg trak et nyt kort i dag. Jeg spurgte universet, hvad jeg skulle stille op med dig og svaret var Let Go-kortet. Jeg ved godt, at du lige er startet på en lang indre rejse, som du må rejse videre på alene. Derfor kan jeg ikke holde på dig. Jeg har også lige fået at vide, at jeg har fået et job i Stockholm, så jeg rejser hjem allerede i morgen.”

Vi tager hjem til hende og elsker med hinanden så længe, at det når at blive lyst. Ved middagstid tager hun afsted med en taxa til lufthavnen i Denpassar.

Mødes med Yuka, en blind date som Asami – en anden japansk pige, som jeg mødte i Indien og ikke havde sex med – satte mig i forbindelse med. Asami fortalte mig om denne swingerklub i Shibiua-distriktet i Tokyo, som hun og Yuka havde besøgt i forbindelse med en artikel, som Asami researchede på og Yuka fotograferede til. Jeg ville meget gerne besøge en japansk swingerklub, men klubberne er som regel ”japanese only” med mindre man som udlænding kommer i selskab med en japaner, så derfor satte Asami mig i stævne med sin veninde.

Yuka er der på klokkeslættet. Hun har et charmerende ansigt og en god karma. Hun er klædt i et par stramme cowboybukser, højhælede sko og en neutral T-shirt. Så langt så godt, men hvordan får jeg brudt isen med denne pige, som kun taler et nødtørftigt engelsk (mit japanske rækker til ”tak” og ”goddag”), og som jeg senere skal have sex med? Yuka har åbenbart tænkt over det samme og har derfor et rigtig godt forslag parat: Hun foreslår, at vi går til den nærliggende Tower Records, hvor vi vælger en cd til den anden. Jeg anbefaler Misery Is A Butterfly med Blonde Redhead. Dels fordi Yuka er vild med Radiohead, som er lidt hen ad samme indie-skuffe, dels fordi gruppens sangerinde Kazu Makino er fra Japan og bor i New York. Yuka virker begejstret for musikken, som jeg spiller for hende i min iPhone. Jeg vil gerne have noget japansk musik og køber et album med hårdtpumpet japansk J-pop med pigebandet Momoclo til mig selv. Knap så velvalgt måske, min egen smag taget i betragtning, men en ok musikalsk souvenir. 

Der er først gang i swingerklubben sent, så efter at have sludret på bedste beskub på en burgerbar til klokken 22, går vi videre til et diskotek i nærheden, hvor langt hovedparten af de omkring 400 gæster er piger, der højst kan være i starten af 20’erne. Der er J-pop Night på programmet, og pigerne er spændt op til fest, selvom det er søndag aften i Tokyo. De fleste af dj’ens numre bliver vist som videoer på de videoskærme, der hænger over hele diskoteket, og effekten af videoerne er simpelthen fantastisk. Hver gang et nyt populært nummer starter, og når popstjernerne toner frem på skærmene, skriger pigerne af fuld kraft med armene i vejret. Det dedikerede publikum skriger så højt og synger så kraftigt med på vers og hooklines, at de overdøver musikken, der i sig selv er skruet temmelig højt op for. Alle står vendt mod enten skærmene eller mod dj’en. Ingen danser med hinanden. Det er rendyrket tilbedelse af musikken, dens popstjerner og de dj’s, der leverer den.

Den utrolige energi, som publikum lægger for dagen, er til at blive meget træt i hovedet af, og da vigtigere begivenheder er på programmet, foreslår jeg Yuka, at vi går videre. Swingerklubben eller sexbaren, som Yuka kalder den, ligger kun få minutter væk. Jeg er spændt på, om der vil være problemer med at få mig ind. Jeg ved ikke, hvad Yuka fortæller manden bag lugen, men jeg får både det grønne armbånd, der gives til par, der ankommer til klubben, samt et medlemskort, så jeg fremover kan komme alene. Prisen er 17.000 yen for os begge to, omkring 1.300 kroner, som jeg selvfølgelig betaler. 

Indenfor bliver vi budt velkommen af en engelsktalende japaner, der viser os rundt. Ovenpå er der et stort åbent rum med redskaber til s&m og temmelig mange kroge i loftet, som jeg endnu ikke er klar over hvad skal bruges til. Til højre for trappen er der et rum til bunkepul og ved siden af et rum til parsex. Begge rum er beklædt med hvide læderpuder på gulvet. I kælderen hvor baren ligger er der en scene med en polestang, et mindre rum – også med læder på gulvet og ingen dør – en stol til gynækologiske undersøgelser og de nødvendige gynækologiske instrumenter samt en hel væg fyldt med piske, gagballs, dildoer og vibratorer, blandt andet en større samling Hitachi Magic Wand’s, der bruges til at stimulere klitoris og som især er kendt fra japanske pornofilm, samt en hel masse andet sexlegetøj.

Der er pænt med gæster rundt omkring. Flest mænd, men dog alligevel 10-15 japanske piger, hvoraf halvdelen er enten meget eller noget tiltrækkende og alle sammen klædt i kinky outfits. Japanerne er vilde med at klæde sig ud, når de har sex, og de mest populære dresses til piger er skolepige- eller sygeplejerske-uniformen, hvilket er svært at at have noget imod på en nat som denne.

Yuka og jeg sætter os i baren stadig iført vores normale tøj og bestiller en drink i den fri bar. Ved siden af os sidder en fyr klædt i en alt for stram kimono til kvinder. Bag os sidder en meget smuk og ganske ung pige og får brysterne æltet af to japanerne, den ene kun iført en meget lille tangatrusse og den anden klædt i en netdragt, der er mere punk end porno. Jeg foreslår Yuka at iklæde sig et af de meget kinky kostumer, der også hænger på væggen, som gæsterne frit kan vælge imellem. Hun nikker og rejser sig for at finde et til lejligheden passende kostume, der viser sig at være kort blondeoverdel med en dyb udskæring. Det er et ganske fint valg, synes jeg. Indenunder har hun små hvide silketrusser på. Jeg vælger en blå- og hvidmønstret herrekimono til mig selv og beholder mine blå Calvin Klein-tights på, en hvid tanktop, en halskæde med smykke fra indien og min nyindkøbte hat fra den japanske hatteproducent CA4LA. Et både sexet og stilet outift som jeg føler mig særdels godt tilpas i. 

Min liderlighed vokser nu eksponentielt i den stærkt erotiske atmosfære, så jeg foreslår Yuka, at vi går ovenpå. I det store rum hænger nu en pige i snore spændt op i krogene i loftet. Snorene er bundet stramt omkring hende og dækker store områder af kroppen i flotte mønstre. Ved siden af står en anden pige. Hun er kinbaku-mester (eller bakushi som det også kaldes), og det hun har udført på den bundne pige er kinbaku, en ældgammel japansk kunstform. 

Kinbaku betyder ”at binde stramt”, og det er en særlig form for japansk bondage, hvor personen bindes med reb (asanawa) typisk lavet af hamp og bundet helt særlige mønstre (katas) og teknikker, der opfylder ganske bestemte æstetiske regler. Bondage har været kendt i Japan siden 1800-tallet, og i begyndelsen af 1900-tallet blev kinbaku en anerkendt kunstform, hvor de dygtigste kinbaku-mestre udviklede komplicerede rebmønstre uden at binde en eneste knude. Knuder blev betragtet som uværdige, som værre end døden. Først sent i anden halvdel af det 20. århundrede blev Kinbaku opdaget i Vesten, hvor det i dag praktiseres under navnet Shibari. Det fasinerende sceneri overværes af 5 japanere, der drikker te, mens de kigger på.

… fortsættes